Charlotte Heje Haase

Jeg har prøvet at skrive om noget andet end dig i dag, men du indtager stædigt ethvert komma og enhver tanke. Så må jeg jo bare bryde klummeformen, men det er jo også i din stil – at blæse på alle reglerne.

I mandags stod solen aldrig rigtig op. Det virkede naturstridigt at begive sig ud i verden. Det var mørkt på alle måder, og vejreksperter meldte, at denne november kan blive den mørkeste måned med de færreste solskinstimer nogensinde. Jeg tror på dem.

På vej til arbejde synes jeg, at jeg så dig. En ung mand løb over gaden i hurtige ryk. På din måde. Ansigtet var skjult under en grå hættetrøje. Men det var selvfølgelig ikke dig. Du var ved at sige farvel.

”Man dør ikke, fordi man er syg, men fordi man lever”, skrev Seneca. Og du levede intenst. Første gang jeg mødte dig, vidste jeg ikke, at du ville påvirke mit liv på så mange måder. At du altid ville sige din ærlige mening ligeud. At du ville skubbe mig frem. At du ville være der for mig, når ingen andre var.

Samme mørke dag du blev taget fra os, drak vi, der kendte dig, gravøl sammen, tynget ned af en sorg, som gjorde fysisk ondt i hele kroppen. Først stod vi bare der skrøbelige, stille, forskrækkede og ensomme i det rum, hvor dit skrivebord virkede så tomt.

Det var som om, at vi ventede på dig. Og så dukkede du op igennem de historier, vi snublende begyndte at dele: Om hvor dårlig en taber du var, og hvordan dine humørsvingninger og tramp kunne påvirke et helt lokale. Din sindssyge sarkasme og selvironi. Så grinte vi, til vi græd.

Folk, der aldrig havde krammet før, stod pludselig tæt. Voksne mænd, dine venner, måtte støtte sig til hinanden for at hænge sammen og stå oprejst. Du citerede gerne Pippi: ”Dén, der er vældig stærk, skal også være vældig rar”. Du var rar og så utrolig stærk. Nu er det vores tur til at være stærke.

Jeg fik ikke skrevet om dig i mindebogen til dine børn, fordi der var så mange, der ville give dig ord med på vejen, men denne klumme er til dig du skønne mand, der gav verdens mest fantastiske mavepustende knus og til alle jer, der har prøvet at miste en elsket person.

Anne Linnet synger ”Jeg ved, at al min sidste tid skal leves, jeg ved, at tiden tæller hjertets slag, at alt, det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Jeg håber, at hun har ret, og at lyset vender tilbage.

Altid elsket, altid savnet, aldrig glemt.

Superfølsom lystperle med soft-touch funktion! Kært underliv har mange navne. Min veninde oversætter knaldromaner og kan finde på at kalde det ”hendes fugtige musling”. Eller spørge: ”Hvad synes du om denne formulering: Han skilte hende med fingerspidserne. Så hvor smuk hun var. Han beundrede hendes kronblade og den fine lille knop.” Sidstnævnte endte i bogen ”Nøgen i hans arme” af Sandra Marton.

Jeg er selv for blufærdig til at sige andet end ”det dernede” (hvilket kan give kommunikationsproblemer, hvis man skal ringe til gynækologen og bestille et tjek). Men hvad med dem der lever af at skrive? I nogle litterære sexscener har forfattere anstrengt sig så meget for at gøre lir poetisk, at det bliver pinligt, komisk eller vulgært:

- ”Bag sig kunne hun mærke sin bagdel blive åbnet af energiske fingre.” (Hov hvad er det? Nå, det er bare min bagdel, der bliver åbnet af energiske fingre).
Georgina Brown: I orkanens øje.

- ”I samme øjeblik hun sænkede sig ned over ham, mærkede Jonas, at hun havde noget, han ville kalde en matematisk yoni, fordi den gav ham en følelse af at være i nærkontakt med en ligning fuld af ubekendte, og endnu mere, fordi hun straks begyndte at tegne geometriske figurer hen over hans underliv med hans penis som en slags passerspids.” (Og matematik har aldrig været det samme siden).
Jan Kjærstad: Forføreren.

- ”I vores gryende gensidige forståelse formår jeg at åbne den lille revne i penis´ hoved, så jeg kan føre clitoris ind og kneppe ham.” (Avvv!)
Peter Høeg: Smillas fornemmelse for sne.

- ”Det var som at bestige en stille grøn bakke og få den til at forvandle sig til en orkan. Den var inde i ham, indså hun. (…) Han var blind, døv og mæt. Hvis han kunne have flydt resten af vejen mod glemsel, som han havde det nu, skulle der ikke komme den mindste klage over hans læber. ”Nu ikke noget med at falde i søvn, mens vi stadig er i gang.” ”Øhh? Hvad?” ”Vend propellen, smukke.” Så var han alligevel ikke blevet blind. Han kunne se lys, skygger og former.” (Surt for den orkan-agtige propel-indehaver at miste synet under akten).
Nora Roberts: Nordlys.

I England uddeles en årlig Bad Sex in Fiction Award. John Updike, Salman Rushdie og Gabriel Garcia Marquez er nominerede. Vi mangler en liste over skandinaviske/oversatte værker. Skriv forslag her eller på Facebook gruppen Værste litterære sexscener, så samler jeg rødmende en top 10.